Det nye tag i skiferpap kan holde i mange år fremover

HALS: Mens Hals Jagtforening lørdag havde kaldt til samling til sæsonens sidste jagt, den såkaldte rævejagt, så kunne de 75 deltagere blandt andet fornøje sig med et forrygende festmåltid med omkring 40 små og store retter.

Men at jagtselskabet overhovedet havde tag over hovedet kan foreningen først og fremmest takke Fonden for Sparekassen Vendsyssel i Hals for. Således har fonden nemlig doneret midler til et nyt tag på hytten i Hals Mose.

Det gamle tag bestod af både eternit og tørv og var efterhånden særdeles nedslidt. En ansøgning til fonden gav pote og udmøntede sig i en donation på 100.000 kroner.

- Det er vi meget taknemmelige for, siger Morten Hede fra jagtforeningens bestyrelse.

- Hytten har nu fået et nyt flot tag i skifferpap. Det kommer til at holde i mange år fremover, tilføjer Morten Hede. Han bemærker videre, at foreningen selv har afholdt de øvrige udgifter i forbindelse med udskiftningen af taget.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...