Nu kan graverne undgå de tunge kisteløft

HALS: Begravelser og bisættelser har traditionelt været ensbetydende med tungt arbejde for gravere og kirkegårdsmedarbejdere. Løft af kister er selvsagt slidsomt arbejde.

Men vedvarende fokus på arbejdsmiljøet har banet vejen for nye muligheder. Og hos det lokale kirkegårdssamarbejde, der omfatter Hals og Vester Hassing samt Øster Hassing og Gåser Sogne er der nu indkøbt tre såkaldte katafalk-kistevogne. De motoriserede enheder gør håndteringen af kistearbejdet langt lettere og bidrager til, at medarbejderne nu slipper for de tunge løft.

Vognene er udstyret med sænke- og hejsemekanisme, ligesom fremdriften også er motoriseret.

- Det er en stor hjælp, konstaterer ledende graver, Leif Christensen.

- Folkekirken har de senere år været meget opmærksom på at skabe optimale arbejdsvilkår for alle medarbejdere. Det afspejler sig også i vores egne sogne, hvor vi efterhånden har hjælpemidler til de fleste arbejdsopgaver, tilføjer Leif Christensen. Han oplyser videre, at de nye katafalk-vogne, er en del af et større indkøb i Aalborg Nordre Provsti. Her er sognene gået sammen om indkøb af i alt 16 vogne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...