Fonden for Sparekassen Vendsyssel i Hals har doneret penge til indkøbet

HALS/HOU: Mens der i et stykke tid har eksisteret en hjertestarterkæde i Hals, så indgår frivillige i Hou nu også i kæden.

Omkring 20 personer er med i kæden, der bidrager med førstehjælp ved hjertestop. Når der kaldes op til alarmcentralen, modtager hjertestarterkædens medlemmer en sms. Herefter kan de frivillige rykke ud med en af de lokale hjertestartere, inden ambulance og akutbil når frem.

Fonden for Sparekassen Vendsyssel i Hals påskønner også indsatsen. Fonden er trådt til med midler til indkøb af signalveste til kædens medlemmer. I alt er der doneret små 17.000 kr. til indkøbet, der blandt andet styrker trafiksikkerheden hos de frivillige.

Forleden var afdelingsdirektør Søren B. Kjelgaard mødt frem til den officielle overdragelse. Her gav kædens medlemmer i øvrigt udtryk for, at tydeligere husnummerskiltning udgør et stort ønske. Således kan det ofte være svært at finde frem til den rigtige adresse, hvis husnummeret ikke fremstår tydeligt. Og det kan i sidste ende betyde forskellen på liv og død.

Hjertestarterkæden har i øvrigt plads til flere. De frivillige uddannes løbende, og efter nytår skal medlemmerne i Hou på kursus.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...