I BYEN: Dronninglund Seniorer har netop anskaffet nye stole og borde til Fredensgade Centret

DRONNINGLUND: Dronninglund Seniorer genoptager ganske vist først aktiviteterne i Fredensgade Centret efter sommerferien, men lokalerne er klar og venter kun på, at aktiviteterne skal starte. På det seneste har man anskaffet nye borde og stole.

- Det har vi ønsket længe, så det er dejligt, at vi nu har fået 70 nye stole og tilhørende borde, fortalte formanden for seniorerne, Karin Buur Andersen.

- De nye stole er så smarte, at de kan stables. Det kunne de gamle ikke. Det er meget praktisk, for lokalet bruges også af andre, fortalte formanden.

De nye møbler har kostet i omegnen af 30.000 kroner, og anskaffelsen har kun været mulig, fordi Vendsyssel Sparekasses Fond, Dronninglund, har bevilget det store beløb.

- Det er vi meget taknemmelige for. Uden den støtte havde vi ikke kunnet magte at anskaffe nye møbler. Det er skønt, og nu glæder vi os til at tage dem i brug og få gang i aktiviteterne igen, siger Karin Buur Andersen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...