Nyt betalingssystem ved Hals-Egense overfarten har ikke haft nogen let start

HALS: Indførelsen af et nyt betalingssystem ved Hals-Egense-overfarten er ikke gået stille for sig. I diverse læserbreve og digitale opslag er der mildest talt ytret meget lidt begejstring for systemet, der blev etableret i slutningen af 2019. Det nye bomsystem med betalingsautomat har længe været behæftet med tekniske fejl, hvilket til tider har skabt kaotiske tilstande i spidsbelastningerne. Ligeledes har de nye betalingsautomater bidraget til mange fejlindtastninger.

Der er angiveligt eksempler på, at betalinger har taget flere minutter. For nyligt var det lokale byrådsmedlem, Venstres Carsten Kristensen ude med en skarp kritik i Nordjyske Stiftstidende. Her slog han blandt andet fast, at billetteringen tager alt for lang tid, og at der skal tastes for mange gange. Carsten Kristensen peger på, at især ældre mennesker kan have svært ved at forstå dette. Ligeledes hæfter han sig ved den korte overfartsafstand, samt den korte bane, der er fra bommen og ind til færgen.

Det medfører, at færgen ofte sejler uden at få de sidste biler med. Carsten Kristensen mener, at det gamle system var bedre, og han tror ikke, at det nye kommer til at fungere.

Hos Aalborg Kommune erkender afdelingsleder hos Trafik & Veje, Henrik Jess Jensen problemerne.

- Der har været en række tekniske fejl, og den kundeoplevelse vi ønsker at give, har ikke været optimal, siger Henrik Jess Jensen.

- Betjeningen af systemet har vist sig ikke at være intuitiv nok. Vi har rettet betalingsforløbet til med skærmtekster, prisinformationer og suppleret med skiltning ved færgelejerne, tilføjer han og understreger, at færgens personale har gjort sig umage for at komme problemerne til livs.

- Der er løbende lavet ændringer, for systemet skal fungere - også for erhvervslivet og turismen i området, konstaterer afdelingslederen.

Der er i øvrigt ført statistik for anlæggets fejlmeddelelser. Statistikken viser blandt andet, at der i april var 369 fejl ud af knap 12.000 transaktioner. Det fremgår også, at langt hovedparten af passagerne benytter enten betalingskort eller turkort. I april var der kun 362, der betalte via Mobilepay og 181 der benytte PayByPlate. Sidstnævnte er et system, der scanner nummerpladen. Det kendes også fra Storebæltsforbindelsen, hvor systemet går under betegnelsen BroBizz.

Overfartsleder Johannes Steen Jørgensen bemærker desuden, at nogle af problemerne skyldes systemfejl på de nye bomme. Det skulle nu være rettet. En anden fejl er opstået i en overførsel til en række turkort.

- Vi inddrager løbende de fejlbehæftede kort og erstatter dem, så ingen ture går til spilde, fortæller han.

- Dog kan vi se, at hovedparten af fejlene er sket i forbindelse med, at folk passerer med trailer. Før i tiden klippede man to gange med sit turkort, men nu skal traileren enten have sit eget turkort eller have PayByPlate registreret til nummerpladen. Der kan også betales separat for traileren med dankort. Endelig har der været nogle problemer med tilsendte QR-koder. Enkelte kunder har printet disse for store, så automaten ikke kan læse dem, oplyser overfartslederen.

For at imødekomme vanskelighederne yderligere er der desuden publiceret to nye instruktionsfilm, der forklarer henholdsvis betalingsfremgangen.

Byrådet har i øvrigt vedtaget indkøbet af en ny og større, eldrevet færge. Den indsættes på overfarten i 2022.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...