I BYEN: Årets første, sidste og eneste fernisering holdes på søndag

Intet er, som det plejer at være. Heller ikke udstillingsplanen hos Galleri Glocal Art. Her har man på grund af nedlukningen været forhindret i at afholde ferniseringer, men nu sker det endelig og i god overensstemmelse med de regler, sundhedsmyndighederne udstikker.

- Vi vil lade vores musikalske indslag og vores åbningstale foregå udendørs, med mindre regnen styrter ned. Det kagebord, vi vil fejre dagen med, bliver også stillet op udendørs, fortæller galleriejer Frede Hansen.

Det bliver turistkonsulent ved Brønderslev Kommune, Julie Holm Nielsen, der holder åbningstalen, og Gertrud Bjerg, der underholder på harmonika. Hun vil også lede fællessangen med danske sommersange.

På udstillingen præsenterer galleriet to kunstnere. Den ene er Gabriel Eklou fra Ghana. Det er første gang, han udstiller på Glocal Art. Den anden, Joseph Ntensibe, har udstiller på galleriet siden dets start i 2013.

- Jeg har hele tiden set et stort talent i Ntensibe, og i efteråret 2019 blev han for alvor opdaget af det internationale kunstmarked, da et af hans malerier på en auktion i Paris blev solgt for 1.175.000 kr. Helt så dyre billeder har vi dog ikke med på udstillingen, oplyser Frede Hansen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...