Anders Grinderslev indsat i Øster Hassing-Gåser Sogne

ØSTER HASSING: Mens Jens Jacob Jensen i oktober erstattede 42 års virke som sognepræst med en tilværelse som pensionist, så har menighedsrådet for Øster Hassing-Gåser Sogne fundet afløseren. Søndag eftermiddag blev Anders Grinderslev indsat som ny sognepræst. Indsættelsen blev forestået af provst Ole Rysgaard Madsen foran en fyldt kirke i Øster Hassing. Efterfølgende var der velkomst-kaffe i Sognets Hus i Gandrup.

Anders Grinderslev er 56 år. Han er gift med Inger på 57, der er uddannet socialpædagog. Sammen har parret fire voksne sønner mellem 23 og 28 år. I de seneste 17 år har Anders Grinderslev fungeret som både præst og kulturmedhjælper ved Skt. Hans Kirke i Odense. Inden da var han en årrække højskolelærer på Hoptrup Højskole i Sønderjylland.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang i mit nye embede, lyder det fra Anders Grinderslev.

- Jeg kommer fra et stort sogn med en vedvarende massiv udskiftning i menigheden. Og med meget få dåbshandlinger. Sådan er det ofte i de store byer. Her i Øster Hassing - Gåser Sogne har jeg udsigt til en mere sammenhængende menighed med folk i alle aldre og med stor kontinuitet i forhold til tilknytning til kirken. Det har jeg savnet i mit tidligere virke, tilføjer den nye sognepræst.

Sammen med hustruen er han netop flyttet ind i den snart hedengangne præstebolig på Borgergade i Gandrup. Den nye, der for tiden er under opførelse i Bredgade, ventes klar til indflytning midt i april.

- Det bliver spændende at komme på plads dér. Vi er kun lige flyttet til byen og skal nu i gang med at lære både folk og lokalsamfund at kende. Men jeg fornemmer helt klart, at vi er kommet til et sted, hvor man vil hinanden og kirken. Her er et rigt foreningsliv, som jeg også ser frem til at samarbejde med. Og både min kone og jeg er klar til at tage hul på et nyt kapitel i vores liv, fastslår Anders Grinderslev.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...