25. maj har du mulighed for at kigge ind i den 240 kvadratmeter store bolig i Bredgade i Gandrup

GANDRUP: Efter 10 måneders byggeri er den nye præstebolig i Gandrup klar til indflytning. Den 240 kvadratmeter store bolig i Bredgade skal afløse sognets hidtidige præstebolig i Borgergade. Denne huser fortsat sognepræst Anders Grinderslev og dennes familie, som dog i løbet af et par uger rykker indenfor i den nye embedsbolig.

Byggeriet er opført i stil med Sognets Hus – ligeledes i Bredgade. Dette har et par år på bagen og rummer blandt andet konfirmandstue, mødelokaler og diverse velfærdsafsnit. I det nye byggeri bliver der udover præstebolig også præstekontor.

- Nu står huset klar. Det har været et stort og omfattende projekt, men vi er både glade og stolte over resultatet, fastslår Poul Erik Sørensen fra byggeudvalg hos menighedsrådet i Øster Hassing-Gåser Sogn. Han har gennem hele processen været bindeleddet mellem arkitekt, provsti og menighedsråd.

- Jeg vil ikke lægge skjul på, at projektet har været en stor mundfuld. Det skyldes dog først og fremmest de mange krav, der hersker til et byggeri som dette. Intet har været overladt til tilfældighederne, hvilket naturligvis også har bidraget til at skabe masser af små og store udfordringer. Men dem har vi løst godt hen ad vejen. Jeg er sikker på, at vores præst og hans familie, får en god hverdag her i huset, tilføjer Poul Erik Sørensen.

Den nye præstebolig er tegnet af Krogh Madsen Arkitekter i Aars. Byggeriet blev i sin tid nødvendiggjort af, at den hidtidige bolig efterhånden ikke længere efterkommer tidens krav. Aalborg Provsti pålagde derfor Øster Hassing/Gåser Sogn, at der skulle opføres en ny. Den endelige pris for byggeriet er endnu ikke opgjort, men det havner i omegnen af fem millioner kroner. Det svarer til det byggelån, menighedsrådet har optaget hos provstiet.

På lørdag, 25. maj, er der mulighed for at kigge indenfor i den nye bolig. Her holdes åbent hus i tidsrummet 14 til 16. Alle er velkomne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...