Den lokale sangskriver præsenterer sit nye album ved en koncert på Gæstgivergaarden i Gandrup

GANDRUP/VESTER HASSING: Sanger og sangskriver Jonas Schou sender 31. januar sit andet album på gaden. ”På forhånd undskyld” er titlen på pladen, der er den anden i rækken fra Jonas Schou.

Jonas Schou er bosiddende i Vester Hassing og har haft hele sin opvækst i Gandrup.

Debutpladen ”Hverdagsmennesket, sortseeren og drømmeren” blev en pæn succes, og nu venter så et album med endnu mere personlige sange end det var tilfældet på debuten.

’- Jeg er blevet ældre. Jeg har gennemgået en livskrise, der handlede om et alkoholmisbrug. Nu er jeg kommet ud på den anden side og ser anderledes på tilværelsen. Så det nye album handler om alt fra glæde og sorg til livet som far og familiemenneske, forklarer Jonas Schou, der har brugt arbejdet med at lave pladen som en form for terapi.

- Det har virkelig hjulpet mig igennem. Det har været en lang proces, men jeg er yderst tilfreds og stolt af resultatet, konstaterer han og tilføjer, at titlen i høj grad dækker over den tilgang, han i lange perioder har haft til livet.

- ”På forhånd undskyld” er en sætning, jeg har brugt mange gange. Både i forhold til mig selv og til mine omgivelser. Og jeg tror faktisk også, at det er noget de fleste kan genkende, tilføjer den lokale musiker, der lancerer sit nye udspil ved en koncert på Gæstgivergaarden i Gandrup 6. februar.

- Det glæder jeg mig til. Jeg vil rigtig gerne ud og præsentere min musik, og hvad er bedre end at starte i sin egen barndomsby, lyder det fra musikeren, der betegner sin stil som en god blanding af pop, singer/songwriter og rock.

Billetter til koncerten skal bestilles ved henvendelse til vært Michael Højer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...