Paramediciner Søren Lentz Nissum springer nu også ud som kørerlærer med undervisning i Ulsted Hallen

ULSTED: Et lokale i Ulsted Hallen bliver omdrejningspunktet for en ny køreskole i byen. Det er Søren Lentz Nissum, der står bag nyskabelsen med navnet Nissums Køreskole. Den 17. maj starter det første hold med 6 elever, og der er allerede stor søgning til den næstfølgende opstart.

Søren Lentz Nissum er selv bosiddende i Ulsted. Han har de seneste 26 år arbejdet i ambulancetjenesten. Jobbet om paramediciner ved Falck bibeholder han, ligesom han er tilknyttet som kørelærer og førstehjælpsinstruktør hos Dekra.

- Og nu starter jeg så tilmed op med min egen køreskole, konstaterer han.

- Jeg har lavet en god aftale med Ulsted Hallens bestyrelse således, at jeg kan leje et lokale på timebasis. Det er et rigtig godt sted, hvor der dagligt færdes mange unge, tilføjer Søren Lentz Nissum. Han er i øvrigt positivt overrasket over interessen.

- Der er selvfølgelig en del unge i Ulsted og omegn, men jeg havde nok ikke forventet, at det ville gå så hurtigt. Det tegner godt, fastslår kørelæreren. Han har selvsagt optimale betingelser for undervisningen i det førstehjælpskursus, som er obligatorisk med nyerhvervelsen af et kørekort. I det hele taget lægger han stor vægt på at eleverne får fokus på sikkerheden.

- Via mit arbejde hos Falck har jeg set mange trafikulykker. De unge vil derfor opleve, at jeg står på mål for bedre tryghed og trafiksikkerhed, konstaterer den nyslåede køreskoleindehaver. Han tilbyder naturligvis også generhvervelseskurser og starter foreløbigt ud med undervisning til kørekort for personbil. Kørelektionerne foregår i en Ford Fiesta 140 HK St- Line fra 2018.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...