ERHVERV: Ditte Wammen står nu i spidsen for butikken i Hals

Efter en årrække som indehaver af Garnboxen i Hals har Hanne Anthony overdraget butikken til nye hænder. Per 1. august står Ditte Wammen i spidsen for forretningen i Midtergade. Det blev lørdag markeret med åbningsreception for familie, venner, kunder og andre, der ville ønske den nye indehaver tillykke.

- Jeg har handlet i butikken i mange år, fortæller Ditte Wammen.

- Og da muligheden kom for at overtage, valgte jeg at takke ja, tilføjer hun.

Ditte Wammen har selv strikket i mere end 40 år, og med overtagelsen gør hun så at sige hobbyen til en levevej.

- Butikken føres videre i samme stil som hidtil med et udvalg af gedigne produkter fra fortrinsvis danske fabrikanter.

- Priserne ligger på et fornuftigt niveau, for selv om Hals er en turistby, så er det i første omgang de fastboende, der udgør den primære kundeskare, lyder det fra Ditte Wammen.

Hun slår i samme forbindelse fast, at håndarbejde gennem de senere år har fået en renæssance.

- Der er rigtig mange, der hygger sig med at strække, hækle, væve og sy. Coronakrisen har sat yderligere skub i tendensen, og jeg tror, det fortsætter. Derfor er jeg også ganske fortrøstningsfuld i forhold til den fremtidige drift, siger den nye indehaver.

Garnboxen holder lukket på mandage og torsdage. Ellers er butikken åben på hverdage mellem 10 og 17 og på lørdage mellem 10 og 13.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...