Efter et år er Hou Dartklub oppe på 28 medlemmer

HOU: Det, der begyndte med lidt hygge omkring en dartskive i en kælder i Hou, er på under et år blevet til en driftig afdeling under Hou Gymnastik & Idrætsforening. Hou Dartklub tæller allerede 28 medlemmer og flere kommer hele tiden til. Hver mandag er der samling i borgerhuset omkring de otte skiver. Her øver medlemmerne både præcision og koncentration samt en smule matematik.

I dart gælder det nemlig kort fortalt om hurtigst at nå ned på præcist 0 i forhold til modstanderen og udgangspunktet på 501 point. Hver spiller sender på skift tre pile afsted mod skiven og herefter trækkes pointene løbende fra den aktuelle score.

I Hou Dartklub har de allerede indkøbt computere til at foretage beregningerne. Men spillerne skal fortsat selv udtænke de nødvendige pointkrav. Og naturligvis være dygtige nok til også at ramme. Alt i alt et lille hyggeligt spil, der på verdensplan er blevet kæmpe stort med professionelle superstjerner og som de fleste sikkert kender fra bæverdingens dunkle baglokaler.

- For os begyndte det også bare med hygge, fortæller Thomas Birk Sørensen og Torben Duus Nielsen, der er blandt initiativtagerne.

- Så fik vi idéen til at etablere en klub, og heldigvis var Hou GI med på tanken. Foreningen har stillet lokaler og dartskiver til rådighed. Sparekassen Vendsyssels Fond, Ulsted har hjulpet os med indkøb af computere. Og så har vi selv lavet de platforme, som skiverne er monteret på, beretter Thomas Birk Sørensen og tilføjer:

- Vi trækker folk hertil fra et større opland. Der kommer sågar spillere fra Aalborg-området, så noget tyder på, at vi har ramt plet med den nye klub.

Han bakkes op af Torben Duus Nielsen, som understreger, at spillet er for alle.

- Vi har flest mænd, men kvinderne er begyndt at dukke op. Vi er en klub, så selvfølgelig spiller sporten en rolle. Men ellers lægger vi meget vægt på hyggen og det sociale. Desuden er det meget billigt at komme i gang. Et sæt pile kan fås fra få hundrede kroner, fortæller han.

På søndag er Hou Dart Klub vært ved den lokale udgave af Dartens Dag. Det sker i regi af Dansk Dart Union, og her er alle velkomne til at teste interessen for sporten. Der lægges ud kl. 14 med velkomst og introduktion. Og siden er der mulighed for at prøve kræfter med en lille turnering.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...