Lagunen Fiskepark danner i denne sæson rammen om de ugentlige træf for bilelskere

HALS: Skansepladsen i Hals har de seneste tre år dannet ramme om ugentlige træf for indehavere af klassiske biler og veterankøretøjer, men træffene er i denne sæson flyttet til Lagunen Fiskepark. Her var der torsdag aften for første gang anledning til at sparke dæk og nyde synet af de flotte køretøjer.

Premieren tiltrak mange interesserede, der på aftenen også kunne hygge sig med lune pølser fra grillen.

- Vi er glade for at Anne Broberg fra Lagunen Fiskepark har sagt ja til at vi må være her, fortæller initiativtager Ole Olesen.

- Her er mere vindstille end ved Skansen, og vi ser frem til nogle gode træf de kommende måneder, tilføjer Ole Olesen. Han har i år fået Steen Hansen og Dennis Clemmensen med som faste hjælpere til arrangementerne, hvor der som noget nyt også uddeles ugentlige vandrepokaler for de mest opsigtsvækkende køretøjer. Sponsorerne bag pokalerne er henholdsvis murermester Dan Olsen, Hou Malerforretning, Dansk Vandpolering, TC Service og Hals Varmepumpe Teknik.

Torsdag gik pokalerne til Gerald Jensen med en Ford-veteran fra 1930 samt til BMW-ejerne Ole Olesen og Mads Antonsen. Ligeledes var der hæder til Nimbus-indehaveren, Niels Erik.

De ugentlige træf fortsætter sommeren over.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...