Bibliotekerne genåbnede til stor glæde for de mange læsehungrende

DRONNINGLUND: At læserne i den grad har savnet bibliotekerne under coronakrisen kom tydeligt til udtryk, da de i sidste uge genåbnede. Læsehungrende borgere mødte op i stort tal for at aflevere og hente nye bøger.

- Vi har virkelig været savnet, fortæller bibliotekar Solveig Sanders.

- Her i Dronninglund stod folk i kø for at komme ind, og de gav alle udtryk for, at de havde savnet os efter den lange periode, hvor vi har haft lukket, så alle var glade, siger bibliotekaren.

Bibliotekerne er åbne, men ikke alt er, som det plejer.

- Man må desværre kun låne og aflevere bøger, men det er da en start, påpeger Solveig Sanders.

Man må ikke opholde sig på biblioteket, og derfor er læsesalen lukket, ligesom området med computere er spærret af.

- Det virker lidt uvenligt, men det er sådan, det er. Nu er vi i det mindste kommet i gang, slutter Solveig Sanders.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...