Da man i sin tid lavede Bygaden i Thorup, blev der opsat nogle stendysser som byporte. Området rummer nemlig rigtig mange af disse oldtidsminder, så det var meget naturligt. Der er masser af gamle fortællinger, der beretter om sammenhængen mellem nisserne og dysserne. Og minsandten, hvis man kigger godt efter og gør det lidt forsigtigt, kan man i denne tid være så heldig at se en nisse.

Det er en sjov historie, og den ødelægges forhåbentligt ikke, hvis det røbes, at det er Dorrit Weise, der står bag, og som sætter dem op. Hun bor i Thorup tæt på den ene stendysse.

- Jeg har gjort det for at muntre folk lidt op i denne tid, fortæller hun.

- Jeg har placeret nisser otte steder på egnen. Det er bl.a. ved Dorf Mølle, Sømosen, Asaa Havn og Troldstenen midt i Storskoven, fortæller hun.

- Nogle af dem forsvinder ganske vist, men om det er, fordi de er gået sig en tur, eller fordi nogle synes, de er så søde, at de tager dem med hjem, vides ikke. Jeg elsker at lave dem, og jeg laver dem ikke for at sælge dem og tjene penge. Jeg synes, det er sjovt, og jeg får mange positive tilkendegivelser, siger Dorrit Weise.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...