For indehaveren, Ann Frydenlund, er butikken en drøm, der er gået i opfyldelse

DRONNINGLUND: I denne tid er det 30 år siden, Inger Pape og hendes søster overtog V.S. Mode og omdøbte butikken til Nicoline. Efter nogle år drev Inger butikken videre som eneejer frem til 2015, hvor den nuværende ejer, Ann Frydenlund, erhvervede den.

- Inger er og har været en uvurderlig hjælp, siden jeg i 2015 købte butikken af hende. Hun har gjort min drøm til virkelighed, og det er jeg så taknemmelig for, siger Ann Frydenlund.

Som nordjyde er Ann lidt beskeden, men hun har et CV inden for tøjbranchen, som man skal lede længe efter. Hun er udlært ved Møller i Aalborg i 1990 og har i 17 år arbejdet i forskellige Møller-butikker i Nordjylland.

- Så fik jeg et tilbud om at komme over på den anden side af disken som kørende tøjsælger, og det sagde jeg ja til. Det job bevirkede, at jeg også kom til at rejse en del i udlandet, hvor jeg var med til at udvælge kollektioner til førende danske mærker, fortæller hun.

Efter sælgerjobbet kom hun tilbage til en tøjbutik, men kun for en kort stund.

- Jeg kunne mærke, at jeg skulle være selvstændig, og så var jeg så heldig at kunne købe Nicoline. Det er jeg glad for, siger Ann, der hvert år er på forskellige messer for at indfange de nye modetrends.

- Det er nødvendigt. Vi skal kunne tilbyde kunderne tøj i gode kvaliteter, og vi skal hele tiden være på dupperne og have smart tøj til mange aldersgrupper. Det, jeg så godt kan lide ved at drive butik i Dronninglund, er, at jeg har mange faste kunder, jeg er på navn med. Jeg kender deres tøjstil, størrelser og deres familiehistorie. Det er meget vigtigt, at vi tager os tid til at servicere og rådgive kunderne. Det gælder både nye som gamle, fortæller Ann, der samtidig udtrykker sin taknemmelighed til de mange kunder, som har været med til at få butikken godt igennem coronatiden.

- Kunderne har været en uvurderlig hjælp, og jeg ser lyst og positivt på fremtiden takket være dem, fastslår Ann og fortsætter:

- Trods en udfordrende tid de seneste måneder har jeg ligesom andre måttet tænke nyt, så jeg er gået all-in på at vise vores dejlige butik på de sociale medier, så mon ikke det ville være en god idé at ”like” Nicoline på facebook, slutter en tilfreds og smilende Ann Frydenlund.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...