3. august kan man igen komme til festival med folkemusik, soul, blues, country og rock

GANDRUP: Den lille klynge af huse vest for Gandrup kaldes i lokale folkemunde for ”Bette-Gandrup”. Mere kendt er dog efterhånden den årlige musikfestival, der udfolder sig i de grønne baghaver på stedet. Og 3. august er der for syvende gang Bette-Gandrup Havefestival.

Det sker igen med en kombination af dansk folkemusik, soul, blues, country og rock.

Vanen tro er der gratis entré til herlighederne, der løber af stablen med musik på to scener. Denne gang fristes blandt andre med solisterne Thomas Zinther og Mads Jørgensen samt orkestre som A&T og Up the Wascoo.

Festivalen begyndte i sin tid på initiativ af Mette Ørnbøl og Ib Lauritsen med god assistance af naboen, Jørgen Nielsen. Efterhånden har tiltaget vokset sig større – dog uden at gå på kompromis med hyggen og intimiteten.

Via hjemmesiden bettegandrup.dk er der mulighed for at bestille mad ved festivalen, hvor der også sælges drikkevarer og andre forfriskninger.

Arrangementet begynder kl. 12.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...