Fire musikere fra Aalborg Symfoniorkester gav plejehjemsbeboere en god oplevelse

DRONNINGLUND: For at sprede lidt glæde hos beboere og personale på plejehjemmene i denne tid, hvor det på grund af smittefaren ikke har været muligt for beboerne at få besøg af familie og venner, har Musikkens Bus været rundt på plejehjemmene. I onsdags besøgte bussen med fire dygtige musikere fra Aalborg Symfoniorkester således plejehjemmene i Klokkerholm, Hjallerup og Dronninglund. De kom kørende i en bus, der var bemalet, så den lignede en rullende udgave af Musikkens Hus i Aalborg.

De små koncerter foregik udendørs, og det gav i det kolde og blæsende vejr nogle udfordringer. Det gjaldt om at få masser af varmt tøj på. På Stengården i Hjallerup valgte man at lade beboerne sidde indendørs i den store sal.

- Vi skal passe på vore beboere, der for manges vedkommende er udsatte, så jeg tror godt, de kan nyde musikken lidt på afstand og få en oplevelse ud af det, sagde plejecenterleder Bente Ottesen Nielsen. Musikerne stillede her op i den lille gårdhave uden for salen. Døren blev åbnet, og så gik musikerne ellers i gang med at spille en række kendte numre.

Både i Dronninglund og Klokkerholm foregik koncerten udendørs.

- Beboere og personale har glædet sig meget til koncerten, fortalte plejecenterleder Jette Ramskov, Hellevadlund i Klokkerholm.

- Det er dejligt, at der sker noget i denne mærkelige tid. I går var der koncert på Elmehøj i Øster Brønderslev, hvor jeg også er leder, og her fortalte beboerne bagefter, at det var noget af det bedste, der var sket i lang tid, så det betyder noget, fastslog Jette Ramskov.

Mens musikerne fandt instrumenter frem og gjorde sig klar til den lille koncert, blev der hentet ekstra tæpper og huer som beskyttelse mod den kolde vind. Det lykkedes, og de dygtige musikere spillede en række kendte numre, det vakte glæde og begejstring blandt tilhørerne i en ellers stille hverdag.

Det var Musikkens Hus i Aalborg og Aalborg Symfoniorkester, der stod bag den vellykkede turné.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...