60 elever bidrager til fantasy-forestilling om kampen mellem det onde og det gode

HALS: Kampen mellem det gode og det onde er omdrejningspunktet i årets musical på Hals Skole. I dagene fra 19. til 21. november opføres stykket ”Elverstjerne”, og i disse dage lægges sidste hånd på forberedelserne.

60 elever bidrager til musicalen, der udover skuespil, musik og sang også omfatter fremstilling af kostumer og kulisser. Kort fortalt er handlingen henlagt til en skov, hvor de to unge, Eras og Zafira konfronteres med et væld af udfordringer - alt i mens de hver især opdager deres egne styrker. Samtidig trues de af underverdenens hersker, der vil gøre hvad som helst for at slippe væk.

Lærer Malene Larsen står for instruktionen, men Marianne Nielsen står i spidsen for kulisse og kostumeholdet. Temba Jansson er ansvarlig for musikholdet, mens Simon Skytte er sanglærer.

- Det er første gang, vi opfører en musical, der ikke tager udgangspunkt i et realistisk univers, forklarer Marianne Nielsen, der tilføjer:

- Det stiller nogle andre krav til hele opsætningen, men eleverne har taget rigtig godt imod udfordringen, tilføjer Marianne Nielsen.

Hovedrollerne som Eras og Zafira spilles af henholdsvis Aksel Skjødsholm og Sophie Andersen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...