Det er ikke kønt, og det er ikke behageligt, men vi kan lige så godt vænne os til det.

Mundbindet er kommet for at blive og skal bæres de fleste offentlige steder i første omgang til 2. januar.

Det er uvant og skal lige indarbejdes i vores daglige rutiner, men ved premieren i torsdags i Dronninglund gik det for de fleste uden problemer. Når man griber fat i indkøbskurven eller vognen, skal man spritte af og iføre sig mundbind.

Det skal bruges ved rejser med kollektiv transport og ved besøg på restauranter, caféer, bagerforretninger og fastfood-restauranter m.v.

Kravet om mundbind eller visir gælder, så længe man går eller står, men ikke når man sidder ned. Man skal således bære mundbind, når man går ind i lokalet, når man rejser sig fra sin plads ved bordet, f.eks. for at gå på toilettet, står ved disken for at bestille mad, drikkevarer eller betale.

I detailhandlen skal man bruge mundbind de fleste steder.

Det gælder butikker og andre steder, hvortil offentligheden har adgang. Det gælder også i indendørsarealer på ungdomsuddannelser, voksenuddannelser, videregående uddannelsesinstitutioner, musik- og kulturskoler, køreskoler, folkehøjskoler, daghøjskoler og aftenskoler.

Kravet gælder ikke i klasse- eller undervisningslokalet samt visse andre steder.

I kulturinstitutioner og idrætsfaciliteter herunder museer, idrætshaller, træningscentre, spillesteder, biblioteker, kulturhuse, biografer, foreningslokaler er der også krav om mundbind eller visir.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...