Små og store samles om ræs med fjernstyrede modelbiler på Torvet og Skansepladsen i Hals

HALS: Der er fart over feltet, når der kaldes til fjernstyret ræs i Hals. Små hurtige biler med kraftige elmotorer farer rundt på Torvet og på Skansepladsen - alt efter, hvor der er plads og mulighed. Alle er velkomne, og denne sommer har Maj-Brit og Lars Jakobsen fra BilligLeg stået bag adskillige samlinger for fans af hobbybilerne.

- Det bunder selvfølgelig i, at vi er forhandlere af fjernstyrede biler, fortæller Lars Jakobsen.

- Men mange har også efterlyst muligheden for at kører sammen med andre. Derfor er vi begyndt at arrangere fællesleg med bilerne, tilføjer Lars Jakobsen. Han beretter, at de fjernstyrede biler fås i mange størrelser, og at flere af dem har en topfart på omkring 70 km/t.

- Og så findes der et væld af reservedele i form af alt fra støddæmpere og dæk til aksler, motorer og batterier. Man kan bygge sin helt egen bil og forbedre den hen ad vejen. Det er en ligeså stor del af hobbyen, forklarer Lars Jakobsen. Han fortæller videre, at folk i alle aldre tager del i arrangementerne.

- Vi har selvfølgelig en del børn, men også voksne bidrager. Det er et stort fællesskab, og vi fortsætter med bilræs-arrangementerne, så længe interessen er der.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...