Midt i en mørk tid, luner det selvsagt med lys. Søndag gjorde Vester Hassing Borgerforening sit til at skabe ekstra julestemning blandt byens borgere. Således blev der tændt ikke færre end 325 levende lys i byparken. Dermed fortsatte borgerforeningen den tradition, der blev indledt for nogle år siden. – Det er altid et smukt syn og noget som borgerne værdsætter. Og da vejret søndag jo var dejlig mildt, var det oplagt at gentage succesen, konstaterer formand Johannes Svaneborg. Han fortæller, at de mange lys var købt hos den lokale leverandør, Ulve Lys og at de brændte i byparken i cirka 8 timer. – Det tog lidt tid at få dem alle tændt, men det efterfølgende syn var det hele værd, fastslår formanden. Han takker samtidig borgere og virksomheder for fine donationer til byens øvrige julebelysning.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...