DRONNINGLUND: Der er i erhvervslivet store forventninger til, at de netop udbetalte indefrosne feriepenge vil sætte gang i forbruget. Noget tyder på, at det vil ske, for salget af fladskærme og mobiltelefoner er steget markant. På andre områder går det dog mere trægt med at komme i gang igen. Det gælder musikere, hvor alt har været aflyst, og det gælder i høj grad kunstnere i al almindelighed.

- Kunsten er meget trængt i denne tid, så jeg kan kun anbefale, at man støtter kunstnerne. De har bestemt haft det hårdt her i coronatiden, siger kunstnerisk leder på Dronninglund Kunstcenter, Stinne Teglhus.

- Mange udstillinger er blevet aflyst, og det har i det hele taget været en svær tid. Nogle prøver at sælge på nettet, men det er ikke alle, der kan det, så jeg kan kun opfordre til, at man overvejer at købe et kunstværk. Så får man et varigt minde, der ikke slides op som en fladskærm eller et nyt køkken. Hvis man køber et stykke kunst, man godt kan lide, så har man det jo hele livet og kan blive ved med at glæde sig over det, understreger hun.

Ud over at være kunstnerisk leder er hun også selv kunstner, så hun kender til de aktuelle problemer.

- Det er svært for de fleste, og desværre er der ikke meget, der tyder på, at det bliver bedre den kommende tid. Der er fortsat mange begrænsninger. Vi har heldigvis åbent på Kunstcentret, og det bliver vi meget rost for. I øjeblikket er der 24 københavnere, der udstiller, og de var alle så bange for, at vi ville aflyse. Det gør vi ikke, for vi har lavet en række foranstaltninger, der gør, at vi mener, det er sikkert at besøge Kunstcentret, siger hun og påpeger, at vi netop i en tid som denne har brug for oplevelser og for at slippe væk fra alle tankerne om covid-19.

- Frygten for corona har gjort os meget forsigtige, og det skal vi også være, men den frygt kan også godt gøre mig lidt bange for, om folk tør besøge Kunstcentret eller en anden udstilling. Heldigvis tyder alt på, at mange gerne vil se på kunst. Vi havde flotte besøgstal til den seneste udstilling, og det forventer vi også til den aktuelle udstilling. Det er jo heller ikke farligere at gå på udstilling end at besøge et byggemarkedet, så jeg kan kun opfordre folk til at tage ud og se på kunst, og er der lidt ekstra feriepenge på kontoen, så brug dem på kunst. Der snakkes så meget om at forøge forbruget til gavn for erhvervslivet, men der snakkes ikke så meget om kunstens verden. Man snakker måske om, hvor synd det er for musikere, der må aflyse koncerter, men det er altså også synd for de øvrige kunstnere. Alle er i samme båd, understreger Stinne Teglhus, og fortsætter:

- Som billedhugger oplever jeg krisen på egen krop. Jeg var så heldig at sælge noget på den sidste udstilling på Kunstcentret, men det er bestemt ikke nemt. Mange tror, at kunst er dyrt og ikke til at komme i nærheden af, men her skal man huske, at der findes kunst i alle prisklasser, så man kan nemt finde noget, der passer til ens pengepung. Vi har på Kunstcentret kunst til priser fra 500 kroner og opefter, fortæller hun.

- Det er en alvorlig situation mange kunstnere og udstillingssteder står i, og kunstnerne har ikke jamret så meget som visse andre grupper her under krisen, selv om der absolut er grund til det. Nu skal man jo heller ikke købe kunst af medlidenhed, sådan skal det heller ikke forstås. Den kunst, vi har her på Kunstcentret og kunst i det hele taget, er lavet her i landet, så hvis man ønsker at købe dansk, så er kunst det helt rigtige at investere i, slutter Stinne Teglhus.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...