HALS: Efter 2 år i Hassinghus i Vester Hassing har behandler-duoen Marianne Kjeldgaard og Martin Faurholdt sat kursen mod øst. Per 1. september rykker de ind i en nyindrettet klinik på Østergade 2c. Her får de to fremover væsentlig mere plads til rækken af behandlinger, der blandt andet omfatter massage, terapi og akupunktur.

- Vi har manglet plads. Det er den væsentligste årsag til, at vi flytter, fastslår Marianne Kjeldgaard.

- Da muligheden bød sig for at overtage disse nye lokaler, så var vi ikke længe om at slå til, tilføjer hun og bakkes op af Martin Faurholdt.

- Vi tilbyder begge nogle ret pladskrævende behandlinger. Senest har vi fået vacuumterapi på plakaten. Det udstyr, der anvendes til dette, kræver god plads. Det har vi altså fået her i Hals, konstaterer Martin Faurholdt.

Udover hver deres klinik kan de to behandlere glæde sig over en central placering i Hals - tæt ved bussen og med parkering lige ved døren. Klinikken rummer desuden reception og velfærdsafsnit, ligesom der er indrettet sal til Marianne Kjeldgaards yoga- og træningshold.

- Mine tre instruktører flytter også med til Hals. På grund af corona-restriktonerne er holdene dog foreløbigt begrænset til 10 deltagere ad gangen, forklarer hun.

Den 11. september viser de to behandlere deres nye lokaler frem. Her er der også mulighed for at få en introduktion til blandt andet vacuumterapi. – Alle er velkomne, og på dagen fortæller vi meget mere om vores tilbud, lyder det fra Marianne Kjeldgaard og Martin Faurholdt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...