Hvis det står til regeringen, skal der etableres 20 nye såkaldte nærpolitistationer fordelt over hele landet. Samtidig skal 300 betjente flyttes fra den centrale enhed - Rigspolitiet - ud i politikredsene. Sådan lyder oplægget i hvert fald til en politireform. De nye stationer skal fungere som base for lokalpolitiet i de pågældende områder og være åbne mindst 15 timer om ugen.

Skaber det mere tryghed for borgerne? Det spørgsmål stillede vi forleden.

Anne-Marie Frølund

- Ikke hvis de kun holder åbent 15 timer om ugen. Der er behov for mere politi, men det vigtigste er, at betjentene er synlige, og at de kommer, når folk ringer.

Jeppe Uhd

- Jeg føler mig ikke utryg til dagligt. Jeg bor så også i et meget roligt kvarter. Men umiddelbart lyder det godt med flere politistationer.

Sven Elshøj

- Det tror jeg ikke. Politistationer betyder ingenting. Vi skal tilbage til de gode gamle landbetjente. Og så tror jeg også, man er nødt til at indføre strengere straffe for at komme den grove kriminalitet til livs.

Bo Nielsen

Næppe… Det eneste der virker er, at politiet bliver synligt i gadebilledet. Og så skal de kende folk. Betjente, der arbejder 15 timer om ugen på en lokalstation, aner jo ikke hvad der foregår.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...