Mens tøj- og brugskunstbutikken, Hos Pia i Hals har måttet aflyse efterårets vanlige modeshows, så fristes der i stedet med andre gode muligheder. I de seneste uger har forretningen haft såkaldte live shopping-arrangementer på programmet. Hver onsdag aften er indehaver Inger Pia Rasmussen gået online med en række tilbud. Det har været en stor succes, der har skabt masser af opmærksomhed. Følgere fra både nær og fjern har fulgt med, og mange har benyttet chancen til at sikre sig varer med solide rabatter.

Onsdag aften var der igen live-shopping, og her blev der blandt andet langet en del julepynt over den digitale disk. Vanen tro præsenterede Inger Pia Rasmussen produkterne foran kameraet. Hjemme foran de respektive skærme kunne kunderne så byde til. Blandt køberne blev der desuden trukket lod om en række fine gevinster.

Hos Pia fortsætter foreløbig med liveshopping om onsdagen på ubestemt tid.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...