SOMMER: En flok kreative damer afholdt i lørdags arbejdende værksted i den gamle fabriksbygning i Asaa

ASAA: Det gamle jernstøberi i Asaa summede i lørdags af liv, da den såkaldte ”kreagruppe” arrangerede arbejdende værksted på stedet. Der blev arbejdet med maleri, spundet garn, hæklet og lavet andre kreative gøremål.

- Det er netop sådan noget, vi gerne vil med huset, sagde formanden for Jernstøberiet, Villy Mortensen.

- Det skal være et hus med masser af liv og kreativitet, sagde han.

Blandt udstillerne var Susanne Michno. Hun maler på strandsten.

- Det er er ret nyt, fortalte hun.

- Det startede midt under coronakrisen. Jeg følte selv, at jeg var ved at blive træls, så jeg måtte finde på noget. Under et besøg i Skagen begyndte jeg at samle strandsten, og da jeg kom hjem, begyndte jeg at male på dem. Det fik mig til at slappe af, og jeg havde det godt med det, så det fortsætter jeg nok med. Jeg synes heller ikke, jeg er helt så træls mere, sagde hun med et smil, og fortsatte:

- Jeg bruger dem som små gaver, når vi er på besøg rundt omkring. De kan stå både ude og inde, og jeg ved da, at flere sætter dem på gravsteder. Det har jeg selv gjort, oplyser Susanne Michno, der har fået smag for de kreative udfoldelser. Hun fortalte også, at hun faktisk har købt lærred, så i fremtiden er det måske maleriet, der får hendes interesse.

- Jeg er helt tosset med håndarbejde, fortalte Karin Merethe Nielsen. Hun deltog også i det arbejdende værksted.

- I øjeblikket hækler jeg meget, og jeg har bl.a. nogle lavendelposer med. Jeg laver intet uden at følge en opskrift. Derfor har jeg også altid købt masser af dameblade, og når jeg ser en opskrift, der er spændende, klipper jeg den ud, så jeg har i stakkevis af opskrifter, sagde hun.

Nogle af de ting, hun havde med, var i øvrigt hæklet af uld fra en hund.

- Det er nok 30 år siden, men da havde vi en collie, og når jeg striglede den, fik jeg en masse uld. Det har så ligget i lang tid, men for noget siden fik jeg mig endelig taget sammen og fik lavet garn af det, og det er så det, jeg har brugt. Hunden er jo ligeglad. Den har været død i mange år, sagde Karin Merethe Nielsen.

- Det er en fornøjelse med sådan et arrangement. Vi arbejder netop på at skabe et multihus i de gamle bygninger, sagde Villy Mortensen, formand for Jernstøberiet.

- Vi ved godt, at der venter os et stort arbejde, for meget skal gøres, og der skal søges penge, men det skal nok blive alle tiders. Først skal vi i gang med det udendørs. Der er lidt forurening, som vi skal have styr på, og derefter kommer turen så til bygningerne. Det skal nok blive godt, sagde Villy Mortensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...