Frivillige fra Lions går i gang med forårets tradition - en tulipanaktivitet mod misbrug

DRONNINGLUND: Ved overgangen fra vinter til forår rykker Lions Ingeborg Skeel ud med året tulipanaktivitet - ”Med Lions mod misbrug”.

Det oplyser Kirsten Sørensen fra Lions Ingeborg Skeel.

Det betyder, at repræsentanter fra foreningen vil tage kontakt til firmaer, virksomheder og forretninger i den østlige ende af Brønderslev Kommune med henblik på evt. indgåelse af en aftale om køb af en eller flere buketter tulipaner. Privat kan også være med, hvis de har lyst. Tulipanerne skal 16. marts deles ud på gaden i flere byer i samme område.

Formålet er at få unge mennesker til at tage klar stilling til misbrug - til at sige nej.

- Kampen mod misbrug blandt unge og de deraf følgende problemer i form af vold, kriminalitet, uarbejdsdygtighed og sygdom er fortsat af stor betydning. Behovet for en indsats for unge mennesker er absolut ikke blevet mindre, mener Kirsen Sørensen.

Lions Ingeborg Skeel vil derfor fortsat yde en indsats for at forebygge misbrug gennem lokalt oplysende arbejde og gennem aktiviteter i samarbejde med SSP-udvalget og folkeskolerne i Klokkerholm, Flauenskjold, Agersted, Asaa, Hjallerup og Dronninglund.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...