Dyr: Centret slog dørene op med to dages forsinkelse

Med små to måneders forsinkelse kunne Lille Vildmosecentret syd for Egense lørdag den 30. maj slå portene op til en ny sæson. Det blev en realitet i kølvandet på myndighedernes udvidelse af Fase 2, som dermed gav grønt lys til museer, zoologiske haver og forlystelsesparker. - Jeg er naturligvis rigtig glad for, at vi endelig kan komme i gang, siger centrets direktør, Bo Gregersen. - Vi har ventet længe og nu glæder vi os til at byde naturhungrende danskere indenfor. Alt er dog ikke som det plejer, tilføjer Bo Gregersen med henvisning til de restriktioner, der skal overholdes for at efterkomme anbefalingerne. Det betyder blandt andet, at Tørvetoget ikke kører, ligesom turene til Tofte Sø er aflyst. Men der er meget andet at glæde sig til. Fremover bliver gæsterne budt velkommen i en ombygget reception og butik, hvor der er plads til endnu flere varer og souvenirs. Når entrébilletten er købt, åbner det desuden døren til en helt ny udstilling, hvor en interaktiv højmosebund leder gæsterne videre til en ny og spændende landskabsmodel. Endelig vil de yngste kunne glæde sig til mange timers leg på den nye store naturlegeplads.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...