Seges og Landbo Nord samarbejder i nyt selskab om rådgivning, som skal skabe bedre resultater for landmænd

VENDSYSSEL: Landbrugenes bundlinjer skal løftes, og landbrugsvirksomhederne skal rustes til fremtiden.

Det er ikke noget nyt, og i mange år er der arbejdet med at sænke omkostninger og øge ydelser, tilvækst og udbytter. Men virksomheden og bundlinjen kan også styrkes gennem målrettet arbejde med strategi og forretningsudvikling for det enkelte landbrug.

Det oplyser Landbo Nord i en pressemeddelelse, hvor de oplyser, at Seges, som er et videnshus der arbejder med landbrugsdrift, og Landbo Nord sammen har arbejdet med strategi og forretningsudvikling for en række Landbo Nord-kunder de seneste år.

Nu formaliserer Seges arbejdet med strategirådgivning til landmænd via det nystiftede selskab Seges Consulting.

En af dem, der har fået rådgivning, er landmand Anders Peter Jensen fra Asaa.

- Fra dag ét var strategiforløbet en øjenåbner. Det har været en motivationsfaktor og løftet hele bedriften til et højere niveau, oplyser Anders Peter Jensen i pressemeddelelsen.

Per Lauritsen, som er direktør for kommercielle aktiviteter i Seges, forklarer:

- Landmænd efterspørger i stigende grad professionel hjælp til at ruste deres virksomhed til fremtiden ved at arbejde målrettet med strategi og forretningsudvikling. De ved fra landmandskolleger, at det giver merværdi og bedre resultater på flere parametre.

Konkret består tilbuddet af et tæt samarbejde om strategisk udvikling med udgangspunkt i landmanden og hele landbrugsvirksomheden. Seges Consulting leder opgaven og arbejder tæt sammen med de rådgivere hos Landbo Nord, som landmanden samarbejder med i det daglige.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...