Corona: FOF Vendsyssel tager konsekvensen af, at sæsonen ikke kunne fuldføres

Jammerbugt/Vendsyssel: Lærere får løn og kursister før penge retur fra aftenskolen, og det er noget, der glæder skoleleder Kirsten Højrup hos FOF Vendsyssel.

- Foråret blev ikke den sæson, som vi alle havde glædet os til og håbet på, fortæller hun.

Kurser og foredrag kom ellers godt i gang i hele Vendsyssel, men måtte stoppe brat 12. marts på grund af risiko for Coronasmitte.

Fase to var derfor ventet med spænding, fortæller skolelederen.

- Vi har afventet nyt om fase 2 i genåbningen - om der igen kunne være aftenskole. Og nu ved vi det - det kan der desværre ikke før i fase 3, og vi kommer ikke til at genåbne generelt i juni, fortæller hun.

Det skyldes, at der ikke er egnede lokaler.

- Selvfølgelig skal børnene have førsteprioritet til skoler og haller og andre lokaler og faciliteter, så aftenskolen må vente til efteråret, fortæller Kirsten Højrup.

FOF Vendsyssel har derfor valgt, at kursister får penge retur og lærerne får løn for de manglende kursusgange i foråret.

- Det kan lade sig gøre, fordi alle de kommuner, som vi samarbejder med i hele Vendsyssel, har givet tilsagn på, at de ikke trækker tilskuddene retur for foråret. Det udgør jo en del af lærernes løn.

Den anden del kommer fra deltagerens betaling for kurser, og det kan vi søge kompensation for i kulturministeriet, hvor vi kan søge mellem 70 og 90 procent, lyder forklaringen.

- Vi har orienteret alle kursister direkte, og tilbagebetalingen sker gradvist og er forhåbentlig afsluttet inden sommerferien, fortæller Kirsten Højrup.

Trods glæden over ordningen er der også malurt i bægeret.

- Selvfølgelig kommer vi til at tabe penge på forårets nedlunkning, men vi ser det som god stil, ordentlighed og god energi at betale retur og betale løn, når vi får tilskud og kompensation på plads til det, så vi kan begrænse tab hos vores kursister og lærere. Det handler jo om, at der skal være aftenskole igen til efteråret, siger Kristen Højrup. og fortsætter:

- Vi ser fremad med optimisme, og vi tror på et kulturliv i efteråret

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...