I BYEN: Børnehavebørn skabte spændende, sjove og skøre projekter

DRONNINGLUND: Alle børn og voksne i Børnehuset Himmelblå har de sidste to uger arbejdet med et projekt ud fra temaet ” Kultur, æstetik og fællesskab”. Det er et af seks temaer i ”Den styrkede Læreplan”, som alle dagtilbud arbejder ud fra.

- Vi havde et ønske om at vise børnene, hvad kunst og kultur er, og at kunst har mange former og kan tage sig forskelligt ud, fortæller børnehusets leder, Britt Hundevad.

- Flere grupper af børn har i den forbindelse været på inspirationstur rundt i Dronninglund og set på byens kunst for efterfølgende at arbejde ud fra vidt forskellige materialer. I processen har vi præsenteret børnene for forskellige arbejdsformer som at save træ ud før videre forarbejdelse og at få klistrede fingre af papmache, før det blev forvandlet til fabeldyr og robotter. En gruppe har taget udgangspunkt i et indianertema og har lavet flotte rekvisitter. En anden gruppe har været i gang med hammer og sav og lavet flotte sømbilleder, som fik et tvist af garn, fortæller hun.

- Børnene har været nysgerrige og iderige, og ud fra den pædagogiske ramme har de brugt deres fantasi og omsat deres sjove, skøre og kreative ideer til meget forskellige produkter. Som voksne kan vi have svært ved at se, hvad noget er, men børnenes udsagn om deres produkter viser med al tydelighed, at de har gjort sig mange tanker om det, de har lavet. Nogle produkter er individuelle, mens andre er skabt i samarbejde mellem flere børn. Samarbejde, styrkelse af det gode børnefællesskab og demokrati har således været en del af hele processen. Børnene har arbejdet sammen på tværs af almen- og specialgruppe. Fordybelse og arbejdsglæde har generelt været kendetegnende for projektet, slutter Britt Hundevad.

Projektet blev afsluttet med en udstilling af alle produkterne. Børnene fejrede udstillingen med saft og popcorn på legepladsen, og senere har børn og forældre haft mulighed for sammen at nyde synet af et godt og lærerigt kunstprojekt ved at gå en tur rundt om Børnehuset Himmelblå og kigge ind ad vinduerne til de udstillede produkter.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...