FERIEAKTIVITETER: KUNSTEN i Aalborg besøgte Hals Strand Camping med et ”Kreativitarium”- de kommer igen 4. august

Campingferien behøver ikke udelukkende handle om badeture og grillarrangementer. Det kom til udtryk, da der var inviteret til såkaldt ”Kreativitarium” hos Hals Strand Camping. KUNSTEN i Aalborg stod bag nogle hyggelige timer, møntet på især børnefamilier og med fokus på kreative sysler i det fri. Deltagerne fik blandt andet til opgave at skabe deres helt egne stangtennisbat af alternative materialer. De blev efterfølgende afprøvet på det velkendte havespil, hvor reglerne ikke var ændret. Dagen bød desuden på fremstilling af fantasifulde drager á la CoBrA-malerne, og aktiviteterne skabte stor opmærksomhed på en ellers regntung tirsdag.

Hele sommeren er KUNSTEN på tur til nordjyske destinationer. Formålet er at genskabe legen og at frigøre deltagernes kreativitet uden brug af smartphones, internet og facebook. Med på turen er lokale kunstnere samt medarbejdere fra KUNSTEN. De leverer idéerne, men herfra er det i høj grad op til deltagerne selv at skabe indholdet. Ved arrangementet hos Hals Strand Camping bidrog Aalborg-kunstneren Ann Mai Lunde Røge samt kunstformidleren Anders Holt med input.

4. august er der igen mulighed for at møde KUNSTENS ”Kreativitarium” hos Hals Strand Camping.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...