Ved generalforsamlingen løfter arbejdsgruppen også sløret for en ny støtteforening

KOLDKÆR: Ambitionerne om at omdanne den hendengangne Koldkær Svømmehal til Koldkær Vandverden rykker 25. november et skridt tættere på virkelighed. Her er der nemlig indkald til stiftende generalforsamling for den selvejende institution, der skal udgøre kernen i projektet.

Generalforsamlingen afvikles i Hals Søsportscenter, hvor arbejdsgruppen bag projektet håber på stort fremmøde.

- Vi har allerede vedtægterne på plads. Nu skal vi bare have besat bestyrelsesposterne og dannet den selvejende institution. Når det er sket, er vi klar til det videre forløb, lyder det fra arbejdsgruppens formand, Kurt T. Nielsen.

Koldkær Vandverden er budgetteret til 15 millioner kroner og omfatter en større modernisering af den eksisterende svømmehal. Her etableres blandt andet svømmebasin, børnebassin og varmtvandsbassin. Ligeledes rummer renoveringen et nyt café -og weelness-afsnit med blandt andet sauna, opholdsområde og reception. Endvidere er der planer om en udesø med mulighed for svømning året rundt.

- Det er væsentligt, at vi får den selvejende institution på skinner, forklarer Kurt T. Nielsen.

- Det gør, at vi kan søge fonde og sponsorer om midler til projektet. Det åbner også mulighed for kommunal opbakning, tilføjer formanden, der desuden løfter sløret for en ny støtteforening.

- Denne præsenterer vi ligeledes ved generalforsamlingen. Via støtteforeningen vil folk kunne tilkendegive deres opbakning med et beskedent beløb. Og sponsorer kan hjælpe os med større bidrag, forklarer Kurt T. Nielsen.

Arbejdsgruppen håber, at Koldkær Vandverden er realiseret i løbet af et til to år.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...