3000 store og små besøgende så på, da 200 malkekøer kom på græs på Nørengen ved Holtet

HOLTET: Protester fra en lille flok veganere kunne ikke forhindre indtrykket af en overordnet god familie- og hyggedag for cirka 3.000 gæster, da der forleden var Arla Økodagen hos Karin og Per Nørgaard på Nørengen ved Holtet.

De mange besøgende var i første omgang kommet for at se de omkring 200 malkekøer af racen Holstein, der for første gang i år blev lukket løs på engen. Og hovedattraktionen skuffede ikke. De kåde dyr sprang, løb og brølede af glæde til stor begejstring for både børn og voksne. For det var især børnefamilier, der havde fundet vej til arrangementet, som blev afviklet for anden gang.

- Nu må vi se, om vi gør det til en tradition, siger landmand Per Nørgaard.

- I hvert fald lader det til, at folk har hygget sig. Og jeg synes, det er en god måde at præsentere såvel branchen som vores landbrug på, tilføjer han og slår fast, at de veganske protestanter trods alt opførte sig pænt.

- De lavede ingen ballade, men jeg synes alligevel, det er ærgerligt, at de forsøger at ødelægge en ellers god dag for mange. Vi driver et økologisk landbrug med stor fokus på dyrevelfærd. Det håber jeg også, at folk fik et godt indtryk af, konstaterer Per Larsen, der sammen med hustruen, Karin har drevet slægtsgården økologisk siden 2016. Dyrene opholder sig vinteren igennem i en løsdriftsstald, men sommeren over er de på græs i minimum seks timer om dagen. Udover mælkeproduktionen dyrkes økologisk græs, korn og ærter.

Søndagens arrangement bød på masser af andre tiltag. Blandt andet var der mulighed for at teste sine evner for malkning og smage indbydende varianter af slutprodukterne. Desuden kunne de yngste hygge sig med at klappe de små kalve, lege i halmen og ponyridning.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...