SKOLESTART: 44 forventningsfulde elever mødte i mandags op til deres første skoledag

Penalhuset var pakket, drikkedunken fyldt, og de nye skoletasker sad på ryggen, som de skulle, da de nye elever i mandags mødte op på Dronninglund Skole. De fleste af mange restriktioner på grund af coronaen er fjernet, så det er en næsten normal skoledag, de 44 nye elever kommer til at opleve.

Det var skoleleder Carina Bruun-Jensen, der tog imod børn og forældre. Det skete udenfor i det gode vejr.

Blandt de nye elever var Madicken, der mødte op med store forventninger og en næsten lige så stor taske.

- Jeg fik den til min fødselsdag, så den er ikke helt ny, men den er heller ikke gammel, oplyste hun.

I tasken var der drikkedunk, et brev fra skolen og nogle farver.

- Jeg ved ikke, hvorfor jeg har farver med, for jeg har ikke noget papir, sagde hun.

Efter velkomsten blev elever og deres forældre på en lang række ført til indgangen på skolens sydside, hvor eleverne fra 1. klasserne bød dem velkomne med flag og store smil. Forældrene fik lov til at følge børnene ind i klassen, men efter kort tid, blev de bedt om at forlade lokalet igen, så lærere og børn kunne være sammen til deres første rigtige time.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...