Salget går strygende, men der er ikke nok frivillige til at holde butikken åben

HALS: Kirkens Korshærs Genbrugsbutik på Torvet 13 i Hals er en omsætningsmæssig succes. Alligevel er der så stor mangel på frivillige til butikken, at den nu lukker. Det er udmeldingen fra genbrugsleder hos Kirkens Korshær i Nordjylland, Anders M. Pedersen.

- Det er med meget stor ærgrelse og frustration, at vi kan konstatere, at det desværre ikke er muligt at finde yderligere frivillige i Hals og omegn, som vil gøre en indsats til gavn for de svagest stillede, lyder det fra Anders M. Pedersen.

- Det er altid en skam at træffe disse beslutninger, men desværre er det nødvendigt. De frivillige er naturligvis kede af det. De håber, at de i den sidste tid får lejlighed til at hilse på de mange trofaste kunder, som har støttet butikken, tilføjer Anders M. Pedersen.

Lukningen markeres med ophørsudsalg fra 20. august og frem til 31. august, som er sidste åbningsdag. Her er der halv pris på alle varer i butikken.

På vegne af Kirkens Korshær retter Anders M. Pedersen samtidig en tak til de frivillige, der gennem årene har hjulpet til i butikken.

- Alle har i dén grad gjort en kæmpe forskel. Det skal de have fantastisk stor ros, respekt og tak for, siger han.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...