MENIGHEDSRÅD: Når kirkeåret starter første søndag i advent, starter arbejdet for de nye menighedsråd

I Dronninglund er rådet klar til at trække i arbejdstøjet. Det gælder også Jens Rasmussen. Han var formand i sidste periode og glæder sig til arbejdet. Det får han også mere tid til, da han er netop gået på pension efter at have været forstander på Dronninglund Efterskole, leder af et misbrugscenter og senest været ansat i Folkekirkens Skoletjeneste i Aalborg.

- Kirken ligger i mit DNA. Jeg er vokset op i et lyst, glad, godt folkekirkeligt miljø, så kirken har altid været en naturlig del af min livsopfattelse. Der er noget historisk, der er noget kulturelt, og så er der naturligvis også noget rent personligt i kristendommen. Den har altid været et ståsted for mig.

Jeg synes, kirken har nogle rigtig gode bud på fællesskab i bred betragtning. Især hvis vi kunne finde ud af at samarbejde bredere med andre, der også har fællesskaber i fokus. Kirken er en stor del af vores kulturarv. Jeg mener, at vi lever af historien med henblik på fremtiden, siger Jens Rasmussen, der kender arbejdet i menighedsrådet og ved, hvorfor han ønsker at være med i arbejdet.

- Jeg vil gerne være med til at præge en udvikling, så kirken også bliver en del af den tid, vi lever i, og ikke en anakronisme. Sådan er der en del, der opfatter den. Det er måske nok de, der ikke bruger den så meget. De har tit nogle meget låste meninger om, hvad kirken skal være. Her tænker jeg nok lidt bredere ud af boksen.

Vi mennesker har brug for noget, der ligger lidt uden for os selv. Begreber som liv og død fylder meget hos de fleste. Spørgsmål som hvem er jeg, hvad sker der, og hvorfor er jeg her, fylder meget, og det oplevede jeg også som forstander. Det er noget, der også optager de unge. Der er imidlertid en stor blufærdighed omkring religiøsitet i al almindelighed. At være med i menighedsrådet er også en måde at signalere, at der ikke er noget odiøst i det for mig. Man behøver ikke vise sin religion, men det skal jo gerne på en eller anden måde kunne ses på det liv, man lever. Troen giver en glæde og en taknemmelighed over livet, som ikke lige kommer fra os selv, siger Jens Rasmussen.

Selv om der er mange af folkekirkens medlemmer, der sjældent kommer i kirken, vælger langt de fleste, når døden indtræffer, at afskeden med livet skal ske i kirken.

- Vi har alle en skuffe, vi trækker ud til sidst. Det kan være med håb eller søgen. Vi har alle en skuffe med de store spørgsmål, og det er spørgsmål, vi ikke nødvendigvis går og snakker om. For mig kommer kirken ikke med færdige løsninger, siger han og peger på, at menighedsrådet har en forpligtelse til at favne så bredt som muligt.

- Der er denne ene kirke i sognet, bortset fra den i Dorf, og skal den være et sted for folk i byen, må vi også tage hensyn til de folk, der bor i byen. I de store byer er der flere kirkesurfere. De kan nemt vælge den præst, de helst vil høre på. Det kan vi ikke her, så vi må tilgodese så bredt som muligt. Det er et godt udgangspunkt for vores arbejde. Vi skal være kirke i tiden, men der er grænser for mig for, hvad der er kirkeligt, og hvad der ikke er. Det er her menighedsrådet kommer ind i billedet. Rådet er jo demokratisk valgt og repræsenterer sognet. De aktiviteter, der sættes i gang, skal afspejle de mennesker, der bruger kirken, og det sted, vi befinder os i, siger han og understreger, at man heller ikke skal afvise forandringer.

- Jeg holder meget af de gamle salmer, fordi de kan noget, men der er også skrevet masser af nye salmer, og selvfølgelig har de også en værdi og et tonesprog, som måske passer bedre til nutidens mennesker, så selvfølgelig skal de bruges, oplyser han og slår fast, at samarbejde med andre betyder meget for ham.

- Jeg så gerne, at vi kunne formå at få et frugtbart og givende samarbejde op at stå med foreningslivet i byen i bred forstand. Folkekirken er ganske vist ikke en forening, men vi har mange ting til fælles. Det ville være skønt, hvis vi kunne få øget samarbejdet mellem kulturinstitutioner og i det hele tage se lidt ud over egen næse. Der er også hele indsatsen i forhold til børn og unge. Gymnasieeleverne har haft et projekt om, hvorfor unge ikke bruger folkekirken. Vi havde tre elever med ved det sidste menighedsrådsmøde, og der foreslog jeg, at vi skulle ansætte de tre elever, hvis de ville være bindeleddet mellem gymnasiet og os. De skulle også have en afgørende indflydelse på, hvad det er, vi skal gøre anderledes. Naturligvis uden at sælge ud af det, der er vores budskab. Vi kan gøre nok så meget, men vi er stadigvæk to generationer ældre end dem, der vokser op nu. Langt de fleste børn bliver døbt, men der er et hul, fra man er konfirmand, og til man skal giftes. Det er noget af det, jeg tror, vi kommer til at arbejde med. Det er imidlertid ikke noget, der bare kommer til at ske i løbet af kort tid. Det kirkelige system er ikke for væddeløbsheste, slutter Jens Rasmussen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...