80 deltagere var med på årets vandretur

ØSTER ASLUND: 2. juledag blev der føjet endnu et kapitel til en mangeårig tradition. Vandreturen i Aslundskoven blev et solidt tilløbsstykke med omkring 80 deltagere på en i øvrigt solbeskinnet juledag.

Udgangspunktet var parkeringspladsen ved Øster Aslund, men derudover var ruten anderledes i forhold til tidligere. Med lokalkendte Klem Thomsen i spidsen blev deltagerne ledt gennem en for mange ukendt del af det naturskønne skovområde. Undervejs berettede Klem Thomsen om det bakkede landskab med åse og dale, der blev skabt af gletsjer-is for omtrent 15.000 år siden.

Midtvejs på ruten var der som altid ophold med udskænkning af små skarpe til halsen og søde sager til børnene.

Vester Hassing Borgerforening stod i spidsen for arrangementet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...