Mens Støtteforeningen bag Øster Brønderslev Idrætsforening har for vane at afvikle en årlig juletræsfest for byens børn, så er denne i år aflyst. ØBI’s Venner har dog ikke villet snyde de yngste for julegodter, og derfor var der fredag indgået alliance med flere af Julemandens faste medhjælpere.

I formiddagstimerne lagde en flot rullende kane således vejen forbi såvel dagplejerne som børnehaven og Øster Brønderslev Skole. Med om bord var der indbydende juleposer med både slik og kalenderlys. Besøget vakte naturligvis stor glæde, og mens nogle af de allermindste blev en smule betuttede over gæsterne, så var der på skolen nærmest jubelscener.

- Vores ellers velbesøgte juletræsfest i hallen bliver jo ikke til noget på grund af corona, fortæller Maria Pedersen fra ØBI’s Venner.

- I stedet forsøger vi at skabe julestemning på denne måde. Så bliver børnene i hvert fald ikke helt forbigået. Og så håber vi, at vi næste år kan være tilbage med en stor juletræsfest på vanlig vis, tilføjer Maria Pedersen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...