JUlEHANDEL: MENY støtter byens julebelysning med 25.000 kroner

Dronninglund Handel er meget bevidst om, at julebelysningen i byen betyder meget for byens borgere, foreninger og handlende, så derfor skal der selvfølgelig også være julelys og julestemning i byen i år.

Det er Dronninglund Handel, der betaler for byens julebelysning, og det er en større udskrivning. Sidste år udskiftede man al julebelysning i hele byen, og det var en omkostning på omkring 150.000 kroner.

- Julebelysningen er meget vigtig og dyr, så derfor har MENY besluttet at yde en støtte på 25.000,- i år, siger købmand Anders Dige, der også er formand for Dronninglund Handel.

- Det var ekstraordinært dyrt sidste år, men heldigvis var der mange borgere, foreninger og erhvervsdrivende, der velvilligt støttede os, og det gjorde, at vi kunne betale det store beløb. I år har det været noget sværere at indsamle penge, men vi har stadig og især nu brug for en flot julebelysning, da vores by og kommune har oplevet en udfordrende tid de sidste måneder, siger Anders Dige og fortsætter:

- Da muligheden bød sig i samarbejde med KFI, Købmændenes Finansieringsinstitut, for at støtte byens flotte julebelysning, var vi ikke i tvivl, fortæller Anders Dige, der videre oplyser, at det store juletræ i år droppes som følge af det aktuelle forsamlingsforbud.

I stedet spredes julen ud i form af ca. 25 juletræer i bybilledet. Han oplyser også, at man stadig kan nå at støtte julebelysningen ved at gå ind på hjemmesiden: www.dronninglundhandel.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...