250 motionister var til start i årets udgave af Skanseløbet

HALS: 250 motionister havde meldt sig under fanerne, da Hals Cykel Motion torsdag aften afviklede den 25. udgave af Skanseløbet. Blandt disse var der 125 deltagere på den lange rute på 52 kilometer, mens 55 begav sig ud på 30-kilometerruten. 70 motionister nøjedes med den korte, familievenlige tur på 10 kilometer.

- Vi er godt tilfredse med deltagelsen, fortæller klubbens formand, Finn Besser.

- Der har før været flere med, men antallet er fint. Og så er vi især glade for, at der igen var mange udenbys deltagere med. Vi har ry for at afvikle et godt løb med fine gevinster. Det trækker helt sikkert andre hertil, konstaterer formanden.

Sammen med den øvrige løbsledelse havde Finn Besser efterfølgende sat deltagerne stævne i teltet på Skansepladsen. Her var der inviteret til såkaldt ”aftercykling” med hygge og udtrækning af gevinster. I anledning af jubilæet havde Fonden for Sparekassen Vendsyssel i Hals doneret tre gavekort til Vodskov Cykler.

Hovedpræmien på 10.000 kroner gik til Christian Frandsen. Ligeledes var der 5.000 kroner til Malene Simonsen samt 1.500 kroner til Ingelise Wennike.

Hals Cykelmotion fejrer i øvrigt også 25 års foreningsjubilæum i 2019.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...