Familiegruppen fra Thy er kendt for deres livekoncerter - til sommer kan du høre dem på festival

NIBE: De er kendt for deres livekoncerter. For evnen til at skabe en helt speciel og intens stemning.

Til sommer skal de så forsøge at overføre det til Nibe Festival. Familiebandet med rødder i Thy, Jonah Blacksmith, er nemlig klar til til juli atter at indtage Skalskoven, skriver Nibe Festival i en pressemeddelelse.

- Vi er selvfølgelig glade for, at vi i 2020 atter får besøg af de her gennemsympatiske, unikke og fremadstormende nordvestjyske folkhelte. De kommer til at pynte i vores smukke skov sådan en dejlig juli-eftermiddag, sige festivalleder Peter Møller Madsen.

Gruppen består af brødrene Thomas og Simon Alstrup, fætteren Lasse Alstrup samt Søren Bigum, Jon Kjeldsen, Søren Poulsen og Thor Kortegaard.

Med deres store musikalitet og rå, inderlige lyd har Jonah Blacksmith de seneste år været uundgåelige på danske festivalscener landet over. Til sommer disker de op med en blanding af gamle og nye numre, heriblandt singlen ”Monster”, der udkom i oktober.

Den helt særlige stemning, bandet formår at skabe, henleder tankerne på den vindblæste, vilde natur, som deres hjemstavn er kendt og elsket for. Deres live-koncerter er en opvisning på højt musikalsk og kunstnerisk niveau, men som nordjyder i almindelighed og thyboer i særdeleshed formår de at holde begge ben solidt plantet på jorden.

Jonah Blacksmith kommer på festivalplakaten sammen med blandt andre Lukas Graham, Rasmus Seebach og Alphabeat. Festivalen lover dog, at mange flere navne kommer til at gøre dem selskab.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...