Super Brugsen fejrede Lene Gjørtz Jørgensen, der har været ansat i butikken i 25 år

DRONNINGLUND: Der var masser af flag, vin og andre lækkerier til de fremmødte, da Super Brugsen i Dronninglund i fredags holdt en lille reception for en af butikkens skattede medarbejdere, Lene Gørtz Jørgensen, for at markere, at hun har været ansat i butikken i 25 år.

Hun er uddannet i Super Brugsen i Vodskov, og efter en afstikker til en Quickly-butik på Sjælland vendte hun for 25 år siden tilbage til Nordjylland og blev ansat i Dronninglund.

- Der er sket meget i forretningsverdenen i de næsten 30 år, jeg har været ansat i COOP, fortalte hun inden receptionen.

- Det kan jeg faktisk godt lide, for jeg vil gerne prøve noget nyt og have udfordringer. Jeg har gennem årene prøvet det hele her i butikken bortset fra vin- og slagterafdelingen. Dem holder jeg mig fra, men ellers har jeg været omkring det hele. Mit hovedområde har hele tiden været isenkram. Her skal jeg sørge for, at alt ser pænt ud, og at der kommer varer hjem, sagde jubilaren, der ser optimistisk på fremtiden og ikke har tænkt sig at skifte spor.

- Jeg befinder mig godt her, og selv om der sker store forandringer på butiksområdet, tror jeg, at der altid vil være brug for butikker som denne. Der handles mere og mere på nettet, men de fleste vil nu også gerne have inspiration, se varen og have den personlige kontakt. Det gælder alle både unge og ældre, har jeg lagt mærke til. Selvfølgelig er der sket meget, og der vil sikkert komme til at ske endnu mere. Vi kan jo bare se den måde, vi betaler på. Tidligere var det kontanter, men nu er det især dankortet, der bruges. Man kan sagtens sidde ved kassen i lang tid, uden at der kommer kontanter i kassen. Der er også kommet en masse med scan og blib, og der kommer med garanti mere. Det må man være indstillet på, for sådan er det. Der sker hele tiden noget, og det kan jeg godt lide, sagde Lene Gørtz Jørgensen, mens kunder, venner og familie stod i kø for at gratulere den populære medarbejder med jubilæet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...