14 ekvipager var med, da Hals Rideklub søndag havde inviteret til jagtridning. Ridtet gik gennem Trekantskoven på den nye ridesti, hvor diverse forhindringer skulle forceres. Herfra gik det videre gennem Koldkær Skov mod stranden og senere Aalborg Efterskole. Jagten blev rundet af med opløb på Finn Plenges stubmarker, og her var Ane Marie Sørensen hurtigst blandt hesteekvipagerne. Hos ponyrytterne var det umuligt at afgøre løbet. Der var kun et mulehår mellem Stine Rævdal på Jooms og Caroline Palmgren Østergaard på Kleis Poesi, så de to delte sejren. Endelig løb Janne Terp på Victory med æren i konkurrencen om at finde rævehalen.

Også den kommende lørdag er Hals Rideklub på banen. Her er der orienteringsridt i Trekantskoven og Koldkær Skov. Det sker i tidsrummet 10 til 13, hvor alle gratis kan deltage. Mødestedet er rastepladsen ved Trekantskoven.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...