Gymnasieelever har været på udvekslingsbesøg i Slovenien

DRONNINGLUND: En gruppe elever og lærere fra Dronninglund Gymnasium har netop gæstet et gymnasium i Tolmin i Slovenien.

EU’s såkaldte Erasmus-program har dannet ramme om besøget, hvor det faglige fokus har været den historiske vinkel på migration på tværs af europæiske grænser. I fjor var Dronninglund Gymnasium selv vært ved et tilsvarende projekt.

Som forberedelse til konferencen i Tolmin har eleverne undersøgt, hvordan det gik de danske udvandrere, der i sin tid tog til Amerika. De tog tværs over Atlanterhavet med en drøm om bedre levevilkår i det nye land. Disse pionerers skæbne har eleverne sammenlignet med de flygtninge, som I dag tager rejsen over Middelhavet med drømmen om Europa i bagagen. Deres konklusion er, at udvandrernes villighed til at lade sig integrere er altafgørende for succes i det nye land.

- Hvis vi sammenligner de danske udvandrere med de afrikanske indvandrere, så kan vi se, at der er mange ligheder, fastslår Lise Hostrup Daugberg fra 3.f.

- Men der er også forskelle: Det er helt afgørende, om man får lov til, og er villig til at blive en aktiv del af det nye samfund, tilføjer Lise Hostrup Daugberg.

Erasmus-eleverne fra Dronninglund Gymnasium skal desuden gæste skoler i Berlin, Reykjavik og Córdoba i Spanien. Også her er der fokus på migration og integration.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...