Lussing til de bedste håndboldherrer fra Vester Hassing GF

VESTER HASSING: Det endte med lidt af en lussing, da de bedste håndboldherrer hos Vester Hassing GF søndag eftermiddag forpassede chancen for avancement til Jyllandsserien.

Hjemme i Vester Hassing Hallen tabte holdet 20-29 til Øster Brønderslev. En sejr var påtvunget, hvis VHG skulle have muligheden. Samtidig var holdet afhængig af, at duksene fra Hjallerup tabte deres kamp mod Frederikshavn. Ingen af delene skete, og dermed må Vester Hassing altså også efter julepausen nøjes med serie 1-status.

Værterne kunne dog mest af alt takke dem selv for, at søndagens sæsonafslutning blev en fuser. Især efter pausen strøede de blå-gule om sig med fejlafleveringer og dårlige afslutninger. Samtidig var der i forsvaret store problemer med at dæmme op for et tændt og velspillende Øster Brønderslev-mandskab, der fortjent vandt opgøret.

Vester Hassing slutter som nummer 3 i puljen med 12 point for 10 kampe.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...