Erasmus-elever fra Dronninglund har inviteret en gruppe asylansøgere til "frivillig idræt" på gymnasiet

DRONNINGLUND: Migration på tværs af grænser er et hovedelement i det såkaldte Erasmus+ projekt, der har til formål at fremme samarbejdet mellem institutioner og skoler i EU. I januar var Dronninglund Gymnasium vært ved en indledende konference i projektet med deltagelse af fire andre skoler fra henholdsvis Spanien, Tyskland, Slovenien og Island. Gæsterne var privat indkvarteret, og programmet bestod af en række faglige aktiviteter, hvor eleverne blandt andet besøgte det lokale asylcenter. Ligeledes lagde beboere fra asylcentret vejen forbi gymnasiet, hvor de deltog i forskellige programpunkter.

Siden er der fulgt op på aktiviteterne. Erasmus-eleverne fra Dronninglund har således inviteret en gruppe asylansøgere til "frivillig idræt" på gymnasiet to tirsdage i oktober.

- Vores forventning er, at de unge kan møde hinanden fordomsfrit med idræt i centrum, siger Per Krogh Mikkelsen, der er tovholder på projektet.

- Her gælder ikke andre regler end sportens, og disse er universelle. Vi håber, at vi kan give både de danske elever og asylansøgerne en god og sjov oplevelse, der vil mindske afstanden mellem dem og os. Samtidig håber vi, at det kan forberede asylansøgerne på eventuel integration i det danske samfund, tilføjer Per Krogh Mikkelsen.

Line Adams, aktivitetskoordinator på asylcenteret i Dronninglund er ligeledes glad for tilbuddet:

- Særligt de unge mænd er meget motiverede for at deltage i sportsaktiviteter med lokale. De er måske ikke vant til at skulle deltage side om side med pigerne, men de har stor forståelse for, at sådan gør vi i Danmark, påpeger hun.

I de kommende to år er der desuden planer om, at elever og lærere fra Dronninglund Gymnasium skal besøge de andre skoler i Erasmus+fællesskabet. Også her skal aspekter af det fælles emne, migration belyses.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...