Interessen for at blive testet for corona var overvældende og førte til kø og lange ventetider

DRONNINGLUND: I bestræbelserne på at inddæmme den voldsomme coronasmitte i Dronninglund blev et mobilt testcenter opstillet i Dronninglundhallerne fra torsdag til søndag. Smittespredningen, der efter alt at dømme er startet i forbindelse med Open by Night for et par uger siden, har bragt Brønderslev Kommune op blandt de kommuner med det højeste smittetal målt pr. 100.000 indbyggere. Borgmester Michael Klitgaard havde opfordret alle borgere til at lade sig teste, og den opfordring blev i den grad fulgt.

Da testcentret åbnede torsdag morgen, var køen af ventende mange hundrede meter lang, og sådan forblev den både torsdag og fredag. Flere oplyste, at de havde ventet i over tre timer. I weekenden var køen meget kortere, og her kunne man komme til forholdsvis hurtigt.

Begivenheden fik i den grad medieverdenen til at få øjnene op for Dronninglund. Sjældent har man set så mange medier repræsenteret. De landsdækkende TV-stationer havde hold på stedet og bragte live indslag løbende hele dagen. Landsdækkende aviser mødte også op for at være med til at dække begivenheden, hvor det så ud, som om hele byen lod sig teste.

Nu bliver det spændende at få testresultatet, og man må så håbe, at hele processen kan være med til at mindske smitterisikoen, så vi snart kan vende tilbage til den hverdag, vi så småt var ved at opnå, inden coronaen igen tog over, og gjorde det hele lidt mere besværligt og usikkert.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...