I BYEN: Dronninglund Handel har udvalgt det brudepar, der får et næsten gratis bryllup

For nogle uger siden efterlyste Dronninglund Handel et par, der ville giftes med næsten alt betalt. En af betingelserne var, at parret skulle lade sig borgerligt vie på scenen til Open By Night i maj, hvor borgmester Mikael Klitgaard skulle stå for vielsen på scenen på det nye torv.

Mange har ønsket at være med, så det har været svært at udvælge det heldige par. Det er sket nu, og de heldige vindere og kommende brudepar er Thea og Michael Meldgaard, der har børnene Thit på tre år, Huxi på et år og Lyng på to måneder. De bor på Gl. Kongevej i Agersted.

- Han har været på knæ, men jeg synes nu ikke, det var så romantisk, fortæller Thea.

- Hun sagde heldigvis ja, og det er jeg glad for, svarer Michael, der læser HF på VUC.

- Vi havde snakket om at gifte os, men vi havde ikke lige bestemt en dato. Da vi så muligheden for at få et næsten gratis bryllup, slog vi til. Det bliver i fuld offentlighed og fra en scene, men det har vi det fint med, siger Michael Meldgaard.

Planen var, at brylluppet skulle foregå i forbindelse med Open By Night i Dronninglund i maj, men på grund af coronakrisen er det udskudt til 4. september.

Det er butikkerne i Dronninglund Handel, der sørger for, at brudeparret få et næsten gratis bryllup med polterabend i Dronninglund Golfklub, fest på Dronninglund Hotel samt tøj, sko, buket, limousinekørsel, bryllupsrejse til Spanien og meget mere.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...